Menu

Kost og eSport – Er der plads til ostepops og energidrik?

Kost og eSport – Er der plads til ostepops og energidrik?

Tidligere har vi været inde på, om eSportudøvere kan sammenlignes med atleter og hvorledes udholdenheds– og styrketræning kan hjælpe med at gøre dig til en bedre eSportsudøver. Et andet essentielt punkt der mangler at blive belyst, og som oftest bliver negligeret i eSportssammenhæng, er kosten. For at få et bedre indblik i hvordan kosten, og det at forkæle sig selv for meget, kan have af betydning for dig og dine evner, er her en lille analogi fra min egen hverdag.

Da jeg først flyttede hjemmefra fik jeg en stor kaktusplante som jeg havde stående i vindueskarmen. Det var en rigtig flot kaktus, som jeg jævnligt stak mig på, men alligevel holdt af. Faktisk holdt jeg så meget af den, at når jeg havde holdt fest eller at jeg havde en ekstra sjat sodavand tilbage, så fik kaktussen lige en sjat øl eller sodavand, for den skulle jo have det godt. I sidste ende resulterede dette i, at min dejlige kaktus anlagde et fint lag mug og rådnede op. Den manglede simpelthen den rette kost, og i min iver for at være god ved min plante, havde jeg reelt set fornægtet den det som den egentlig havde brug for, nemlig vand.

På samme måde kan man se på sin krop og hvad man propper i den. Jeg er helt klar tilhænger af god mad og selvforkælelse, men hvis vi skal være rigtig gode ved os selv, kræver det at vi giver vores krop den rette kost så den ikke bliver muggen og rådner op, ligesom kaktussen. Vores krop har brug for en optimal kost for at kunne fungere bedst muligt, og derefter kan vi være gode ved os selv (jeg anbefaler dog ikke andre at give sodavand og øl til en kaktus!).


Hvad sker der ved ikke at få den rigtige kost?

Det er vigtigt at man får en varieret kost, og de gængse anbefalinger med 600 g frugt og grønt er en rigtig fin retningslinje at følge (1). Yderligere er det at spise frugt og grønt i alle regnbuens farver også en god huskeregel til at få dækket sit behov.

Men det er langt fra os alle som dagligt lever op til disse retningslinjer. Der findes sikkert lige så mange undskyldninger som der findes mennesker, men vi må også erkende at det i visse situationer er okay at tage den lette løsning. Vi er ikke elitesportsfolk som har tid til at forberede hvert måltid, men vi kan selvfølgelig altid bestræbe os på at gøre det bedst mulige for os selv. Men når vi kigger på elitesportsfolk, så tager vi det ofte som en selvfølge at de lever op til disse krav. Det forventes at de træner, spiser og restituerer som var det deres arbejde, hvilket det reelt set også er, således de er optimalt forberedte når det endelig gælder. Hvordan adskiller det sig så fra en elite eSportsudøver? Har de ikke også de samme forpligtelser? Især taget i betragtning af de store pengesummer som er på spil og er det ikke også deres job?
Anekdotisk har eSportsudøvere ikke det samme fokus på kost som elitesportsudøvere, men hvad ville der ske hvis de optimerede deres kost?


Hvad siger forskningen?

Lad os først se på hvad der sker, hvis ikke vi får det som kroppen skal bruge. En forsker ved navn Pinella giver udtryk for, at en ændring i diæten kan forbedre den kognitive funktion (2). Det er selvfølgelig med en antagelse om, at man i forvejen ikke får sit optimale behov dækket.

Indtil videre er der ikke lavet ret meget forskning inden for eSport. Istedet er meget forskning lavet på børn, da der har været stort fokus på skolekost og akademisk kunnen igennem en lang årrække. Dog kan mange paralleller også drages til voksne og eSportsverdenen.
Overordnet set, er der en sammenhæng mellem skolebørn som får en dårlig kost, ligeledes præsterer dårligt i skolen og i forskellige kognitive opgaver (3,4).
Får man ikke tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler, så er der her et par eksempler på hvordan det kan påvirke ens kognition.

Mangel på jern – nedsat koncentrationsevne (4)

Mangel på zink – nedsat hukommelse og ydeevne i hjernen (4)

Ligeledes kan typen af fedt i vores diæt være afgørende for vores hjernes evne til at præstere. Spiser man meget mad med et højt indhold af transfedtsyre (den type fedt som i høj grad er i fastfood) kan det påvirke hjernefunktionen negativt, herunder læring og hukommelse (4). Man skal dog ikke eliminere fedt fra sin kost, da omega-3-fedtsyre er rigtig godt for hjernen, og mangel på omega-3-fedtsyre kan føre til depression, dårlig hukommelse, lav IQ, læringsforhindringer (4) (til info kan omega-3-fedtsyre fås gennem nødder og fisk).

For at hjernen kan fungere optimalt, er det altså vigtigt at spise sundt, således at hjernen kan fungere på højeste niveau og derigennem forbedre læringen (5)

Som et eksempel på hvordan det muligvis kan hjælpe eSportsudøvere at få et større fokus på professionalisering, herunder blandt andet kost, udtaler Marcus Priskorn i Metroxpress hvordan det har hjulpet hans spil og hvor meget han faktisk har flyttet sig (6).


Supplementer?

Kan vi så ikke bare tage en vitaminpille og så fikser det, det hele?
Svaret er desværre nej, da der er mange ting i en sund varieret kost som en vitaminpille ikke kan erstatte. Det er derfor ikke løsningen at tage en masse tilskud (medmindre lægen selvfølgelig anbefaler det). Dog kan der være nogle ting som elite eSportsudøveren med fordel kan gøre brug af.

eSportsudøvere bruger meget tid foran en skærm, og får derfor ikke meget D-vitamin som primært kommer fra solen. Faktisk får de fleste danskere ikke nok D-vitamin, specielt ikke i vinterhalvåret (7). Da mangel på D-vitamin kan påvirke hjernens ydeevne (8), kan mange med fordel benytte sig af D-vitamin-tilskud, især hvis man bruger størstedelen af sin dag foran computeren.

Er der så ikke plads til ostepops og cola?

Det korte svar er – selvfølgelig er der plads til det. Så længe at man spiser relativt sundt og får de vitaminer og mineraler man skal bruge, skal man ikke være afskrækket af at forkæle sig selv.
Det vigtigste man som eSportsudøver skal have fokus på er, at man ikke propper sig med dette i store mængder, da det kan gå ind og påvirke både restitutionen og hjernens ydeevne.
Især under og op til konkurrence er det vigtigt at have spist og drukket ordenligt, således man er klar til at præstere optimalt. Som tidligere nævnt er det ofte de små marginaler som afgør om man taber eller vinder, og her kan der sagtens være meget at hente.

På samme måde kan man tænke det ind i den daglige træning. For at få det mest optimale ud af hver enkelt træning, og derved flytte sig op mod de bedste, vil det altid være en fordel at være bedst muligt forberedt.
Efterhånden er der kommet større fokus på kost blandt elite eSportsudøvere, og faktisk har flere af verdens bedste givet udtryk for hvordan det at træne og spise sundt har hjulpet dem (9). Hvis de bedste i verden siger at det hjælper dem, så er der måske noget om det?

Er energidrik en god ide og øger det præstationen?

Energidrik og eSport forbindes ofte med hinanden. Den overvejende årsag til at der drikkes energidrik imens man spiller er den præstationsfremmende effekt (10), hvilket skyldes koffeinen. Koffein har også dokumenteret præstationsfremmende effekter som kan overføres til eSportsverdenen, herunder:

  • Kan hjælpe i situationer med at overkomme træthed
  • Kan forbedre reaktionstiden
  • Kan forbedre tid til udmattelse (10)

 

Men hvis man konsekvent kører energidrik ned, så minimeres effekterne. Dette skyldes at kroppen tilvænner sig koffein, da koffein er det som kaldes en stimulans.
Kort sagt har koffein en større effekt når man sjældent får det, i forhold til hvis man får det hyppigt.

Ligeledes er det vigtigt at have med i overvejelserne, at en større dosis af koffein kan hænge sammen med ting som ikke gavner præstationsevnen (11).

  • Maveproblemer
  • Hovedpine
  • Rystelser
  • Søvnproblemer

 

Jeg tvivler på, at det at skulle på tønden under en konkurrence, eller at man ryster når man sidder med sit sigtekorn i CS er nogen fordel.

En yderligere ting man skal have i tankerne er, at energidrik indeholder en stor mængde sukker. Det betyder at efter ca. 60 minutter oplever man et markant fald i blodsukker, og lavt blodsukker kan påvirke hjernens ydeevne negativt (12).
Derfor er det vigtigt at huske på, at hvis man indtager koffein for at forbedre sin præstation, så skal det gøres sjældent og i moderate mængder for at undgå negative effekter. Faktisk kan koffein fås i pilleform, således at man ikke får et dyk i blodsukker, eller man kan ganske simpelt drikke kaffe.

Take home message

Der er ingen specifik diæt som styrker eSportsudøveres præstationsevne, ligesom der ikke er specifikke ting som man ikke må spise. Dog kan man som eSportsudøver flytte sig rigtig meget ved at spise “sundt” og varieret, således at man får sit overordnede behov dækket. Når det overordnede behov er dækket vil hjernen kunne yde bedre, og man vil få langt mere ud af både sin træning og ikke mindst kunne præstere bedre i konkurrencesituationer.

Kilder:

(1) http://altomkost.dk/deofficielleanbefalingertilensundlivsstil/de-officielle-kostraad/

(2) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2805706/

(3) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18551126

(4) https://www.omicsonline.org/nutrition-and-academic-performance-in-school-age-children-the-relation-to-obesity-and-food-insufficiency-2155-9600.1000190.php?aid=11123

(5) Wolfe, P., Burkman, M. A., & Streng, K. (2000). The science of nutrition. Educational Leadership, 57(6), 57–59.

(6) https://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/10079330

(7) http://videnskab.dk/krop-sundhed/vi-har-brug-mere-d-vitamin-end-hidtil-antaget

(8) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22536767

(9) https://www.redbull.com/gb-en/does-a-healthy-lifestyle-make-you-a-better-gamer

(10) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20182035

(11) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23669879

(12) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16050942


Danske eSport - Facebook chatgruppe https://www.facebook.com/groups/1508178942841208/

eSport.dk - Hurtige eSports nyheder https://www.facebook.com/eSportdk/

No comments

Skriv et svar

Log ind:

Aktive Turneringer

Artikler